Nyt fra klinikken
Kære allesammen.
Jeg vil gerne benytte chancen til at sige tak for den fine modtagelse jeg har fået af jer både ved vores fælles reception og her på klinikken. Som I ved var Mads meget aktiv indenfor kirurgi og især visdomstænder fjernede han en del af. Jeg foretager flest implantat operationer og en række andre mere specialiserede operationer bla i tandkødet mm.
Derfor har jeg den store glæde at introducere min nyansatte tandlæge kollega Mette Isis, der har særlig interesse for kirurgi. Mette er primært ansat til at foretage kirurgiske indgreb her på klinikken fra 10/6-26. På denne måde skal vores klienter ikke henvises ud af huset og det er Maria som I kender der skal assistere Mette i samarbejde med Heidi. Mette har arbejdet i en årrække som kirurg på andre klinikker og på en kæbekirurgisk klinik.
Se foto af alle på vores hjemmeside.
Mette er ikke et nyt ansigt for alle. Hun kender både tidligere og nuværende personale og har tidligere været tilknyttet Tandlægerne I Jorcks Passage sammen med Mads Have.
Hilsen til jer fra Mette Isis: "Jeg er 37 år og uddannet tandlæge fra Københavns Universitet i 2016. Gennem mine 10 år som tandlæge har jeg arbejdet bredt med både børn og voksne og udført mange typer behandlinger, og det er gennem tiden blevet tydeligt for mig at interessen for kirurgiske indgreb for alvor har fanget mig. Jeg elsker det faglige håndværk og finder stor glæde i at kombinere præcision og ro med en tryg og nærværende patientoplevelse. For mig er det vigtigt, at patienter føler sig set, hørt og godt taget hånd om – særligt i behandlinger, som kan kræve lidt ekstra tryghed. Jeg sætter stor pris på relationen til mennesker og den tillid, der følger med arbejdet som tandlæge. Privat bor jeg i et dejligt hus sammen med min mand og vores tre børn. Jeg elsker at være aktiv med løb, tennis og yoga, og hjemme nyder jeg de rolige stunder med surdejsbagning og hyggelige timer i haven sammen med min lille flok. "
Jeg siger hermed endnu engang mange tak for tilliden til jer alle og håber at fortsætte det gode samarbejde i mange år endnu.
Bh Kecia og Mette Isis